Den Perfekte Pakkeliste til et Moderne Penalhus

Hvor mange år er det efterhånden siden, at du selv gik i skole? Du har sikkert færdiggjort din egen uddannelse, og været ude på arbejdsmarkedet i nogle år, før du selv vælger at få børn. Det betyder, at det ikke altid er helt let at huske, hvordan det er at gå i skole. Vi har selvfølgeligt nogle minder fra vores egen skoletid, men det er typisk kun nogle få øjeblikke. Vi husker ikke rigtigt dagligdagen, og de små udfordringer man møder i løbet af sin skoletid. Det er lidt en skam, da den viden ville kunne hjælpe os med, at støtte vores egne børn. Der er ikke nogen grund til, at vores børn skal gennemgå de samme udfordringer som vi selv havde. Hvis vi kan gøre livet lettere for dem, hvorfor så ikke gøre det? Hvis nu bare vi kunne huske vores egen skoletid…

Men selv hvis vores hukommelse var helt perfekt, så er det ikke sikkert, at det ville hjælpe os særligt meget. Tingene ændrer sig nemlig med tiden, og det gælder også vores skolesystem. Tablets og bærbare computere er eksempelvis fast inventar i mange klasselokaler nu om dage. Da jeg var barn var vi heldige, hvis der blev trukket en fjernsynsskærm ind i lokalet i forbindelse med undervisningen. Det er derfor ikke sikkert, at vores egne erfaringer ville være helt brugbare i det moderne skolesystem.

Men hvad hvis man kombinerede de to? Jeg har personligt skrevet dagbog igennem størstedelen af mit liv. Før mine egne børn skulle starte i skole fandt jeg derfor mine gamle dagbøger frem. Det var en sjov, og lettere pinlig, tur tilbage i tiden. Jeg læste om mine drømme og mine mareridt, hvad der var vigtigt for mig, og hvad jeg ikke kunne forstå. Jeg læste om ting jeg blev mobbet med i skolen, og om gode dage hvor alt bare gik min vej. Der var mange lektier at finde der, som jeg håber kan inspirere mig til at gøre livet lettere for mine egne børn. En af mine konklusioner var, at det var vigtigt, at penalhuset havde alt hvad man havde brug for. Mine egne forældre var sjældent hjemme, og havde begrænset med penge. Da jeg var barn havde mit penalhus altså kun de helt basale ting. Hvilket førte til mange pinlige situationer, og frustrerende øjeblikke. Det ønskede jeg ikke for mine egne børn.

Men et moderne penalhus adskiller sig nok lidt, fra det jeg voksede op med. Så jeg spurgte naboens knægt, der er en flittig 8. klasses elev, om han ikke kunne fortælle hvad der skal pakkes ned i et moderne penalhus. Det var han villig til!

Pakkelisten er faktisk meget simpel. Dit barn bør stadig have de helt essentielle ting som blyant, blyantsspidser og viskelæder. Kuglepenne er dog også vigtige, da de nogle gang er påkrævede i skriftlige opgaver. Køb gerne kuglepenne i flere forskellige farver: blå, rød og grøn er nødvendige. Sørg også for, at der er en passer af god kvalitet: den vil gøre matematiktimerne meget mere behagelige.